Guide til Trivselsråd

Guide til Trivselsråd er udarbejdet af Fællesbestyrelsen

Trivselsråd

Trivselsrådene udfører en vigtig opgave på Borbjerg Skole. De arrangerer sociale aktiviteter, som ryster klassen sammen, og de fungerer samtidig som et vigtigt bindeled mellem klassens forældre, lærere og pædagoger og skolens bestyrelse og ledelse. Trivselsrådene er i høj grad med til at præge livet i klassen og på skolen. Det er en vigtig og sjov opgave, der giver mulighed for at komme tæt på klassens liv og de andre børn og forældre i dit barns klasse. Trivselsrådene arbejder på forskellige måder i de enkelte klasser. Denne guide er Bestyrelsens bud på, hvordan opgaven kan gribes an.
God fornøjelse!
 

Et trivselsråd består typisk af 3-4 forældre/forældrepar, der vælges af den enkelte klasse på det et forældremøde først i skoleåret. Vi anbefaler, at der i 0. klasse vælges 2 repræsentanter der er valgt for ét år, og to repræsentanter der er valgt for to år. Fremadrettet vælges der to nye repræsentanter pr. år, der varetager opgaven i to år. På den måde kan erfaring og viden føres videre op gennem skoletiden (I klasser med få elever, kan der evt. justeres på antallet af medlemmer).
Hvis klassen ønsker at oprette en ”klassekasse”, skal der vælges en kasserer blandt medlemmerne i trivselsrådet.
Trivselsrådet har ikke direkte mulighed for at øve indflydelse på undervisningen eller de anvendte metoder i skolen, men de har en stor og vigtig opgave i at understøtte klassefællesskabet og trivslen i den enkelte klasse.
Trivselsrådetrådet har heller ikke formel kompetence til at diskutere enkelte elevers personsager. Det vil altid være en opgave for den enkelte elev, dennes forældre, læreren/pædagogen og evt. skolens ledelse.

  • En forældreoprettet klassekasse kan bruges til indkøb af spil, bolde eller lign. som klassen kan bruge i pauser. 
  • En klassekasse kan med fordel oprettes som en mobilepay-box
  • Dække mindre fællesudgifter i forbindelse med trivselsrådsarrangementer og andet.
  • Indkøb af evt. gaver i forbindelse med læreres runde fødselsdage eller jubilæer. Evt. Julegave, sommerferiegave eller afskedsgave til personale.
  • Udgifter i forbindelse med en afslutning i 7. kl.
  • Klassekassen er ikke en opsparing til skolerejse eller lign. Så det handler ikke om at have et stort beløb sparret op, men mere om, at det er praktisk, at der ikke skal samles ind, hver gang trivselsrådet skal bruge penge.
  • Indbetaling til klassekasse er frivillig – man må opfordre, men ikke rykke for betaling, da det vil være lovstridigt

Trivselsrådet har en række opgaver, der skal bidrage til at skabe et godt miljø i klassen og understøtte, at alle elever er en del af klassens fællesskab. Når først skoleåret er i gang, kan de enkelte familier hurtigt få fyldt aftaler i kalenderen. Derfor er det en god investering for trivselsrådet, at planlægge årets aktiviteter som noget af det første, så datoer kan komme i kalenderen, og på den måde sikre opbakning til de enkelte arrangementer.

 

Trivselsrådet planlægger typisk 2-3 sociale arrangementer i løbet af året for klassen eller flere klasser. Formålet er at skabe og understøtte et godt sammenhold i og omkring klassen. Det er derfor vigtigt, at der er god opbakning og deltagelse til arrangementer. Hvis enkelte forældre skulle være forhindret opfordrer vi til, at eleven inviteres til at deltage sammen med en anden familie. Trivselsrådet står for planlægning af arrangementerne, men det kan være en god idé at få hjælp fra andre forældre, og det er vigtigt at melde klart ud, hvilke opgaver man gerne vil have hjælp til. Klassens lærere/pædagog inviteres til at deltage.
Arrangementerne kan både holdes på skolen og andre steder.
Aftale om lån af lokaler skal gå igennem Skoleder/viceleder.

 

  • Børnedisco
  • Bagedysten 
  • Familiearrangementer med pizza
  • Spisegrupper med 4-5 børn - de skiftes til at spise hjemme hos hinanden, så de kommer hjem til alle 4-5 familier. Hver familie har 1 mdr. til at invitere. Man spiser og laver bagefter en aktivitet. Tidsrum ca. 17-19/20. Kunne afsluttes med en fælles posefest.
  • MGP-fest
  • Fælles disco-fest på tværs af klasserne kunne være noget, man kunne gå sammen om. 
  • Stå på skøjter i Holing (man behøver kun at leje skøjter - 50 kr)
  • WoW-Park
  • Klatrepark Silkeborg (for de lidt større børn)

På hjemmesiden: https://skoleborn.dk/foraeldrefiduser/ er der en større samling af gode ideer til arrangementer, som man kan hente inspiration fra. Vi har også mange skønne steder i overkommelig afstand, hvor der kan laves gode og spændende ting sammen. 

  • Præstegårdsparken
  • Tvis Mølle Naturcenter 
  • Friluftsbadet i Mejrup
  • Tinkerdal Bakkelandskabet,
  • Mejrup Vinderup svømmehal
  • En tur til fjorden/havet
  • Holstebro Lystanlæg Hjerl Hede
  • Fisketur ved Kommunens gratis fiskesteder
  • Den grønne rute 
     

Klassens stamlærere, typisk dansk- og matematiklærer inviteres til at deltage.
Personale deltager som udgangspunkt ikke i arrangementer, der er placeret fredag, lørdag og søndag, men bør alligevel altid inviteres med.

 

  • Fastsætte datoer for de enkelte arrangementer først på skoleåret.
  • Arrangementet er for hele familien (Enkelte arrangementer kan være uden søskende).
  • Arrangementer der foregår i nærområdet.
  • Arrangementer der ikke er økonomisk dyre.
  • Eventuel betaling opkræves pr. familie i stedet for pr. person.

 

  • Trivselsrådet kontaktes i forhold til udarbejdelse af dagsorden til forældremøder.
  • Trivselsrådet kan have et fast punkt på forældremøder, hvor rammerne for trivselsrådets arbejde aftales.
  • Sikre at der laves forældreaftaler om f.eks. fødselsdage, forældrekaffe i forbindelse med afhentning m.m
  • Sørge for kaffe/kage til mødet.
  • Tag referat så aftaler, der laves på forældremøder fastholdes, og kan udsendes efterfølgende.

Fællesbestyrelsen 2025